Gå til hovedindhold

CitCom.ai (TEF)

Et europæisk samarbejde med fokus på udvikling af ansvarlig kunstig intelligens.

  • Læs op

Indhold

    De første europæiske Test-and-Experimentation-Facilities (TEF’er) for AI er lanceret i foråret 2023. I en TEF kan virksomheder i EU nemt og effektivt få adgang til at teste deres AI-baserede produkter inden for f.eks. sundhed, produktion, landbrug, mobilitet og energi.

    TEF’erne er en EU-satsning på 1,65 milliarder kroner og sætter fokus på udviklingen af ansvarlig kunstig intelligens (AI). Det indebærer at der skal opbygges en permanent facilitet, hvor virksomheder kan få adgang til at afprøve og eksperimentere med AI-baserede produkter. 

    Der er etableret fire TEF’er med hver sit fokusområde. Det er Agrifood, Health, Manufacturing og Smart Cities and Communities, hvor sidstnævnte er omdøbt til CitCom.ai.

    Ansvarlig AI

    Et dansk partnerskab har vundet opgaven med at opbygge en TEF (CitCom.ai), som skal udbyde AI-baserede produkter målrettet Smart Cities og Smart Communities, inden for både software og hardware. På den måde kan virksomheder spare udviklingstid og omkostninger, og rekvirenterne – såsom de danske kommuner – kan få udført forhåndstjek af AI-baserede produkter, som ellers ofte kan være uigennemskuelige. Det skal give afkast i form af hurtigere innovation og bedre konkurrenceevne, baseret på ansvarlighed og sikkerhed indenfor kunstig intelligens i EU, som udgør verdens største marked.

    TEF'erne skal ses i sammenhæng med den øvrige lovgivning, der er på vej fra EU, som tilsvarende har til formål at fremme en etisk og ansvarlig brug af kunstig intelligens, herunder AI Act, AI Liability Directive og Interoperable Europe Act. Her skal TEF'erne navnlig være med til at sikre, at der også er fart på innovationen, og at de europæiske virksomheder har en høj konkurrenceevne samtidig med, at etik og ansvarlighed for AI-baserede produkter til kommuner og regioner sikres.

    Partnerne

    De danske deltagere i konsortiet er Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Dansk Industri (DI), We Build Denmark, Gate21, Teknologisk Institut, Center Denmark, Aarhus City Lab, som i denne sammenhæng repræsenterer GovTech Midtjylland, samt den nystiftede forening TEF DK - sidstnævnte udgør en åben ramme for danske udbydere af test- og forsøgsfaciliteter for AI og robotter.

    CitCom.ai har i opbygningsfasen 33 partnere fordelt på 11 lande i EU med et samlet budget på 300 mio. kr. over fem år. Det er hensigten, at testfaciliteten efterfølgende skal fortsætte på kommerciel basis.

    Læs mere om CitCom.ai

     

    Sidst opdateret: 9. april 2024