Gå til hovedindhold

Challengeforløb – nemmere oprettelse af bankkonto for internationale medarbejdere

I regi af projektet TechCircle afviklede Aarhus City Lab i begyndelsen af 2024 det første challengeforløb.

Indhold

    Aarhus City Lab er Aarhus Kommunes aktør i EU-projektet TechCircle. TechCircle er Midtjyllands digitale innovationshub, som skal være med til at styrke den digitale transformation. Det gælder både for SMV’er, men også offentlige virksomheder. Blandt andet derfor arbejder vi i TechCircle med challengeforløb. Her sætter man en offentlig kommunal udfordring i centrum, og giver virksomheder mulighed for at bruge udfordringen som en del af deres forretningsudviklingsarbejde. Det skal gerne give begge parter bedre viden om problemstillingen, så man på hver sin måde kan arbejde mod en kommercialisering på længere sigt.

    Det første forløb er udviklet i samarbejde med Borgerservice i Aarhus Kommune. Sammen med en lang række aktører, lige fra Erhverv Aarhus til Dansk Industri og Kommunernes Landsforening, oplever Borgerservice i Aarhus Kommune, at udenlandske medarbejdere har udfordringer med at få en bankkonto, når de tager arbejdsophold i Danmark.

    ”Det kan lyde banalt, men det er et problem, der påvirker alle fra håndværkere til forskere. En samlet og vellykket ankomst både ved mødet med offentlige myndigheder og med private aktører har efter vores erfaringer på selve myndighedsområdet betydning for modtagelsen af den arbejdskraft, der er brug for – både i den private og offentlige sektor. Vi har gjort og gør vores ypperste i samarbejdet på myndighedsområderne. Vi vil nu gerne blive klogere på, hvordan det kan blive en bedre oplevelse for internationale medarbejdere at få en dansk bankkonto,” fortæller Lene Hartig Danielsen, der er chef for Borgerservice i Aarhus Kommune.

    I challengeforløbet arbejdede deltagerne sig ned i problemstillingerne og præsenterede afslutningsvist den viden, der var opnået.

    Flere challengeforløb på vej

    I 2024 og 2025 er der en række af challengeforløb i støbeskeen i regi af TechCircle. De kommer blandt andet til at dreje sig om brugen af AI og digitale assistenter i det offentlige.

    ”Som kommune har vi en stor interesse i at indgå i disse challengeforløb, hvor vi i et offentligt-privat samarbejde kan hjælpe hinanden til at blive klogere på problemstillinger og løsninger. Det gælder for kommunens vedkommende også om at blive klogere på, hvordan fremtidens udfordringer kan løses, og hvordan vi kan udbyde de opgaver,” siger Jesper Algren, der er leder af Aarhus City Lab.

    Sidst opdateret: 30. september 2024