Test af AI-værktøj i Aarhus Lystbådehavn
Aarhus City Lab har i løbet af 2024 gennemført en test med en virksomhed og Aarhus Lystbådehavn
Opgaven
Virksomheden Danoffice IT havde brug for at træne deres AI algoritme med reelle data og Aarhus Lystbådehavn var interesseret i at tælle de bløde trafikanter i havneindløbet.
Der er de seneste år kommet mange flere og forskellige brugere af Aarhus Lystbådehavn og mulighederne for at komme ud på vandet uden et certifikat er blevet mange med både kano, kajak, GoBoats, SUP-boards m.v. Med udviklingen stiger lystbådehavnens behov for at danne sig et overblik over adfærden og sejltrafikken i lystbådehavnen, især for at sikre de ”bløde” sejleres sikkerhed.
Det behov ønskede virksomheden Danoffice IT at være med til at løse, da de samtidig kunne bruge anledningen til at opbygge og træne deres AI-algoritme og teste det som trafikmonitoreringssystem.
Nem bådtyperegistrering ved hjælp af AI
Testen bestod i at indsamle data med et termisk kamera, som blev opsat ved indsejlingen til Aarhus Lystbådehavn. Ved hjælp af den indsamlede data blev en AI-algoritme trænet i at genkende forskellige bådtyper. I løsningen blev billeddata ikke gemt, og de data, der blev sendt videre, var blot registreringer af bådtyper. Dermed overholder løsningen også alle GDPR-regler.
Testen er gennemført i regi af EU-projektet TechCircle.
Test til gavn for begge parter
Virksomheden har med testen løbende kunnet træne og justere deres udstyr til gavn for den videre udvikling af tælle-systemet. Aarhus Lystbådehavn kan bruge et automatisk monitoreringssystem til at få viden om, hvornår der er mest trafik af de forskellige bådtyper og bløde sejlere. På sigt vil det være muligt at forudsige spidsbelastningstidspunkter og evt. afvise visse typer af både på bestemte tidspunkter.
Vil du teste med os?
Har du en teknologi, som du gerne vil teste i en virkelighedsnær kontekst? Så kontakt os gerne i Aarhus City Lab for at høre om mulighederne for en test et sted i Aarhus Kommune.