Data er overalt!

Som kommune samler Aarhus store mængder af data om trafik, affald, byens rum, velfærd og meget mere. Alle har mulighed for at bruge de åbne data til at forstå byen omkring os og til at bygge apps eller services, der gør det bedre, nemmere og sjovere at være borger eller gæst i Aarhus og omegn.

Gennem arbejdet i ODAA søger vi også at understøtte en højere grad af gennemsigtighed i den offentlige forvaltning, så borgere og virksomheder kan få ny viden og blive mere aktive medspillere i vores demokrati og i byens og samfundets udvikling. 

ODAAs arbejde med åbne data betyder, at de kan finde anvendelse i nye sammenhænge. Men hvad betyder det egentlig? Se videoen herunder og bliv klogere på, hvad åbne data kan betyde for dig.

 

Find desuden åbne data fra Aarhus på Open Data DKs dataportal her: Data fra Aarhus Kommune

Partnere og organisering

ODAA lancerede den 9. april 2013 den første kommunale platform for åbne data i Danmark. Aarhus Kommune var i 2016 med til at starte Open Data DK, en forening af kommuner og regioner der samarbejder om åbne data. Herefter blev vores data flyttet til den fælles dataplatform, så åbne data fra kommuner og regioner i Danmark i dag kan findes ét samlet sted.

ODAAs styregruppe er den tværmagistratslige Digitaliseringsstyregruppe og arbejdet ledes af ITK i Kultur- og Borgerservice med en stærk arbejdsgruppe bestående af ambassadører fra alle magistratsafdelinger i Aarhus Kommune.