Adgang til Smart City data
Har I brug for adgang til offentlige data i jeres AI-produktudvikling?
I Aarhus arbejder vi løbende på at give adgang til offentlige datakilder, der giver jer mulighed for at bruge byens data som grundlag for jeres næste AI-innovation. Som virksomhed kan I få adgang til forskellige eksisterende Smart City-datasæt fra forskellige bydomæner inden for Aarhus by og det øvrige Midtjylland. Med denne service faciliterer Aarhus City Lab dialogen med relevante offentlige myndigheder for at hjælpe jer med at få adgang til eksisterende datasæt fra den lokale offentlige sektor, der endnu ikke er gjort offentlige tilgængelig gennem Open Data DK eller datavejviser.dk.
Adgangen til offentlige datasæt giver jer indsigt i byens adfærd og kan være med til at danne grundlaget for jeres videre produktudvikling.
Testforløb med Aarhus City Lab
Aarhus Kommune er en meget stor og kompleks organisation, hvor det kan være svært at finde ud af, hvem man skal kontakte. Når I henvender jer til Aarhus City Lab som virksomhed med interesse i at teste ny teknologi, vil vi sørge for at I bliver sat i kontakt med den rette afdeling uden at I skal forholde jer til de mange interne afdelinger.
I det følgende kan I læse mere om forskellige forhold, som I skal være opmærksom på, når I indgår i et testforløb med os.
Et forløb med os består af 4 faser:
Vores rolle i testforløbet vil være at finde den rette samarbejdspartner til jer, at guide jer igennem de tilladelser, der skal til før man kan komme i gang med testforløbet og bistå ift. alle processer omkring testforløbet.
Aarhus City Lab vil aldrig kunne garantere at vi kan finde en partner eller at et testforløb bliver til noget. Vi vil gøre alt for at række ud i Aarhus Kommune for at undersøge om jeres ønske er muligt at imødekomme.
Et testforløb med Aarhus Kommune kan ikke føre til et direkte salg. Test i eller med kommunen har udelukkende fokus på at hjælpe virksomheden med at teste i virkelighedsnære miljøer eller at analysere om en bestemt løsning potentielt vil kunne afhjælpe nogle af kommunens udfordringer. Hvis der på et tidspunkt bliver interesse for køb, træder de helt gængse indkøbsbetingelser i kraft.
Testforløbet med Aarhus City Lab er del af EU-projektet CitCom.ai og vores ressourcer er finansieret herigennem. CitCom.ai bygger bro mellem banebrydende teknologier, infrastruktur og borgere for at fremskynde udviklingen af pålidelige AI-løsninger, der kan bidrage til et grønnere og mere digitalt Europa.
Længden af et testforløb med Aarhus City Lab er ikke fastlagt. Hvor meget tid I selv bruger, og hvor lang tid selve testen med jeres produkt i byen tager, er op til jer eller afhængig af det potentielle samarbejde med kommunale partnere.
Testforløb kan derfor strække sig over flere måneder, men kan både være af kortere eller længere varighed. Da testforløb med Aarhus City Lab er del af EU-projektet CitCom.ai, sætter det dog en naturlig begrænsning, da testforløb ikke kan strække sig udover projektets levetid. CitCom.ai afsluttes 31.12.2027.