Indledende innovationsdialog
Har I brug for at få viden om byens aktuelle behov og barrierer for at komme videre med jeres produktudvikling eller business case?

Hvis din virksomhed har en idé eller er i gang med at produktudvikle ny teknologi indenfor AI og robotter målrettet den kommunale sektor, kan Aarhus City Lab måske hjælpe jer på vej.
Kommuner er ofte store og komplekse organisationer, hvor det kan være svært at finde en indgang, hvis der er behov for viden eller sparring omkring nye produkter og forretningsplaner. Med udgangspunkt i Aarhus Kommune hjælper Aarhus City Lab med at matche jer med den rette del af vores organisation og dertilhørende fagpersoner for at skabe dialog og dermed grobund for acceleration af jeres idé og produktudvikling.
Denne service henvender sig til virksomheder, der har et produkt, der stadig er under udvikling. Derfor kan jeres behov variere og vi skaber derfor en skræddersyet løsning, der passer til jeres virksomhed og udviklingsstadie.
Servicen kan tones i én eller flere af følgende retninger, alt efter jeres behov:
- Dialog med relevante fagpersoner og domæneeksperter i kommunen. Her kan I få værdifulde indsigter ift. kommunale behov, arbejdsgange eller udfordringer, som kommunen står over for på et givent område. Såfremt det giver mening, kigger vi ind i, om der er mulige samarbejdspartnere for test i byen. Se mere om test i byen her: Robottest i byrummet og Indsamling af Smart City data
- Indhentning af data og basisviden, som I kan bruge i jeres produktudvikling, såfremt det er muligt.
- Indblik i hvilke regler og krav, man som virksomhed skal leve op til, (tilladelse til opsætning, IT-sikkerhed, GDPR m.m.) indenfor et givent område.
Pris
Aarhus City Lab er støttet af EU og Digitaliseringsstyrelsen. Det betyder, at I, ved modtagelse af denne service fra Aarhus City Lab, skal acceptere modtagelsen af statsstøtte af en værdi på 3.675 DKK. Statsstøtten betegnes i dette tilfælde som de minimis 'støtte'.
Ved indgåelse af aftalen om et samarbejde underskriver I som virksomhed en de minimis-erklæring udarbejdet af Aarhus City Lab. Der vil først blive udformet en aftale i det øjeblik vi har aftalt og accepteret det konkrete indhold af jeres skræddersyede service.
Testforløb med Aarhus City Lab
Vil I også teste jeres løsning? I Aarhus City Lab arbejder vi for at teste nye teknologier i byen. At teste i byrummet skaber både værdi for jer som virksomhed, da I får mulighed for at teste i den konkrete brugskontekst. Men det har også værdi for os som kommune, da vi sammen kan bliver klogere på, hvordan kommunale opgaver kan løses i fremtiden.
Efter I har haft ovenstående dialog med Aarhus Kommune, er det muligt at fortsætte vores samarbejde ved at teste i byrummet. Læs mere om vores testmuligheder her.
Forbehold
Aarhus City Lab kan ikke garantere, at vi kan finde en kommunal dialog-partner eller gennemføre et konkret testforløb. Men vi gør vores bedste for at række ud i Aarhus Kommune og undersøge om jeres ønske er muligt at imødekomme
En del af et EU-projekt
Testforløbet med Aarhus City Lab er del af EU-projektet CitCom.ai og vores ressourcer er finansieret herigennem. CitCom.ai bygger bro mellem banebrydende teknologier, infrastruktur og borgere for at fremskynde udviklingen af pålidelige AI-løsninger, der kan bidrage til et grønnere og mere digitalt Europa.
Kontakt os
Skriv gerne til os for yderligere information
Fortæl os om jeres testbehov og ønsker ved at udfylde vores lille spørgeskema